Der var engang, midt i en dyb vinter, en dronning, der sad og syede ved et vindue med en ramme af sort ibenholt. Mens hun så sneen dale ned som fjer, stak hun sig i fingeren med sin nål. Tre dråber rødt blod faldt ned på den hvide sne. Det så så smukt ud, at hun ønskede sig noget. "Jeg ønsker mig et barn, hvidt som sne, rødt som roser og sort som dette ibenholttræ," hviskede hun. Kort efter gik hendes ønske i opfyldelse! Hun fik en lille pige og kaldte hende Snehvide. Men desværre døde den gode dronning, og kongen giftede sig med en ny kone. Denne nye dronning var meget smuk, men hun var også meget stolt og kendte til magi. Hun havde et særligt spejl på væggen, som kunne tale. En morgen stod den nye dronning foran det og spurgte: "Lille spejl på væggen dér, hvem er skønnest i landet her?" Spejlets overflade hvirvlede med røg, mens det forberedte sig på at svare.

I mange år svarede spejlet altid: "Dronning, I er den skønneste i landet her." Dette fik dronningen til at smile, for hun vidste, at spejlet aldrig løj. Men årene gik, og Snehvide voksede op. Hun var venlig, blid og blev smukkere for hver eneste dag. En morgen, da dronningen stillede sit berømte spørgsmål – "Lille spejl på væggen dér, hvem er skønnest i landet her?" – gav spejlet et andet svar. "Dronning, I er skøn, det er sandt. Men Snehvide er tusind gange skønnere end jer." Dronningen blev grøn af misundelse! Hun kunne ikke udstå at være den næstbedste. Hun tilkaldte sin kongelige jæger, en stor mand med en dyb stemme. Hun pegede en lang finger på ham og gav en forfærdelig ordre: "Tag prinsessen med ud i skoven," hvæsede hun, "og sørg for, at hun aldrig kommer tilbage!" Jægeren bukkede og tog Snehvide i hånden.

Jægeren førte Snehvide dybt ind i skoven, hvor træerne stod tæt, og skyggerne var lange. Da de nåede en stille lysning, stoppede han. Han så på den søde prinsesse, som plukkede vilde blomster, og hans hjerte smeltede. Han kunne ikke gøre hende fortræd. "Løb væk, stakkels barn!" råbte jægeren og faldt på knæ. "Løb ind i skoven og gem dig. Dronningen vil gøre dig ondt. Du må aldrig tage hjem igen!" Snehvide var skrækslagen. Hun vendte sig om og løb, så hurtigt hendes ben kunne bære hende. Hun løb over spidse sten og gennem tornede buske. Vinden hylede, og træerne så ud til at række ud med gribende grene. Lige da solen begyndte at gå ned, så hun en mærkelig lille form i det fjerne. Det var ikke en sten, og det var ikke et træ. Det lignede et lillebitte tag med en lillebitte skorsten.

Snehvide listede nærmere. Det var et yndigt lille hus med runde vinduer og stråtag. Hun bankede på døren – bank, bank, bank – men ingen svarede. Hun skubbede døren op og kiggede indenfor. Alt i huset var utroligt småt! Der var et lavt bord dækket med syv små tallerkener, syv små skeer og syv små krus. Op ad væggen stod syv små senge, alle redt med rene, hvide lagner. Snehvide var så sulten og træt. Hun spiste en lille smule grøntsager fra hver tallerken og tog en slurk fra hvert krus. Så blev hun så søvnig, at hun krøllede sig sammen på tværs af de syv små senge og faldt i en dyb søvn. Men huset var ikke tomt. Da månen stod op, kom syv lysende lanterner hoppende gennem træerne. Husets ejere var på vej hjem fra arbejde!

Det var de syv dværge! De marcherede ind i deres hus, mens de sang en glad sang. Men så snart de løftede deres lanterner, stoppede de. "Hvem har siddet på min skammel?" spurgte den første dværg. "Hvem har spist af min tallerken?" spurgte den anden. "Hvem har drukket af mit krus?" spurgte den tredje. De listede på tå hen mod deres soveværelse. Dér, sovende trygt på tværs af deres senge, lå Snehvide. Hun så så fredfyldt ud, at de ikke ville vække hende. De lod hende sove til næste morgen. Da solen stod op, åbnede Snehvide sine øjne og så syv skæggede ansigter stirre direkte på hende! Hun gispede og satte sig op, mens hun trak tæppet op til hagen. Var disse små mænd venlige, eller ville de være vrede over, at hun havde spist deres aftensmad?

Dværgene var vidunderlige! Da Snehvide fortalte dem sin triste historie, tørrede de øjnene. "Du kan blive hos os!" sagde de. "Du kan lave mad og holde huset pænt, mens vi graver efter guld i bjergene." Snehvide var meget glad. Men hun skulle være forsigtig. "Luk ingen ind," advarede den ældste dværg, Brille, hende. "Den onde dronning kender til magi." Tilbage på slottet gik dronningen hen til sit spejl i den tro, at hun igen var den smukkeste kvinde. Hun spurgte: "Lille spejl på væggen dér, hvem er skønnest i landet her?" Spejlet svarede: "Bag de syv bjerge, hos de syv små dværge, er Snehvide den smukkeste af alle." Dronningen hamrede sin knytnæve i bordet! Hun vidste præcis, hvad hun skulle gøre. Hun malede sit ansigt, så hun lignede en gammel kræmmerkone, og svøbte sig i en mørk kappe. Hun greb en kurv med forgiftede gaver og drog mod skoven.

Snehvide var i gang med at gøre huset rent, da hun hørte en skratten stemme udenfor. "Gode varer til salg! Smukke sager!" Snehvide kiggede ud ad vinduet. Hun så ikke sin stedmor; hun så kun en harmløs gammel kone, der solgte farverige bånd. "Jeg kan vel godt lukke hende ind," tænkte Snehvide. Hun åbnede døren. "Åh, se dette smukke røde snørebånd til din kjole," krattede den gamle kone. "Lad mig binde det ordentligt for dig." Snehvide stod stille. Den gamle kone snørede hurtigt kjolelivet og strammede det til – så stramt, at Snehvide ikke kunne få vejret! Hun gispede og faldt om på gulvet i en besvimelse. "Nu er jeg den smukkeste!" skræppede dronningen og løb sin vej. Snehvide lå ubevægelig på gulvet. Dværgene var stadig mange kilometer væk i minen.

Heldigvis kom dværgene tidligt hjem! De så Snehvide på gulvet, klippede det stramme snørebånd over, og hun trak vejret dybt. Hun var i sikkerhed! De advarede hende igen: "Luk ikke døren op for nogen!" Men dronningen spurgte sit spejl igen, og igen sagde det, at Snehvide var den smukkeste. Dronningen var rasende! Hun gik ind i et hemmeligt rum og lavede en forfærdelig gift. Hun dyppede et smukt rødt æble i den boblende gryde. Æblet så lækkert ud, men én bid ville få enhver til at sove for evigt. Forklædt som en sød bondekone tog dronningen tilbage til huset. Hun bankede på vinduet. "Jeg har lækre æbler," hviskede hun. "Jeg tør ikke lukke dig ind," sagde Snehvide. "Du behøver ikke at lukke mig ind," smilede konen og rakte æblet ind gennem vinduet. "Tag bare dette som en gave. Se, hvor rødt det er." Snehvide var sulten, og æblet så så godt ud. Hun rakte sin hånd ud.

Snehvide tog æblet. Hun tog en lille bid – knas. Pludselig snurrede rummet rundt. Hun faldt om på gulvet og vågnede ikke op. Dronningen lo en ond latter: "Hvid som sne, rød som blod, sort som ibenholt! Denne gang kan dværgene ikke vække dig!" Da dværgene kom hjem, prøvede de alt. De løsnede hendes snørebånd, redte hendes hår og vaskede hendes ansigt med vand, men Snehvide lå helt stille. De græd og græd i tre hele dage. Hun så så smuk ud, som om hun bare sov, at de ikke kunne nænne at begrave hende i den mørke jord. I stedet byggede de en kiste af klart glas, så de altid kunne se hende. De anbragte den på en bakketop og skiftedes til at vogte den. Årstiderne skiftede. Vinteren kom og gik. Så, en solrig eftermiddag, red en prins på sin hvide hest gennem skoven. Han så glaskisten og standsede. Han steg af sin hest og gik hen imod den.

Prinsen kiggede gennem glasset og så Snehvide. Han blev forelsket i hende med det samme. "Vær søde," sagde han til dværgene, "lad mig tage hende med til mit slot. Jeg vil ære og beskytte hende for evigt." Dværgene så, at prinsen var venlig og oprigtig, så de gik med til det. De løftede glaskisten op på deres skuldre for at bære den hen til prinsens hest. Men da de gik, snublede en af dværgene over en trærod! Bump! Kisten rystede voldsomt. Stykket af det forgiftede æble, som sad fast i Snehvides hals, røg løs og fløj ud af hendes mund. Snehvides øjne blafrede. Hun trak vejret dybt og satte sig op. Kistens låg åbnede sig. Hun så sig forundret omkring og så prinsen knæle foran hende. "Hvor er jeg?" spurgte hun. Prinsen tog blidt hendes hånd.

"Du er i sikkerhed hos mig," sagde prinsen smilende. Han fortalte hende alt, hvad der var sket, og hvor højt han elskede hende. "Vil du tage med mig til min fars slot og blive min kone?" Snehvide så på den venlige prins og de jublende dværge. "Ja," sagde hun med et smil så strålende som solen. De red til prinsens kongerige med dværgene lige i hælene. Der blev holdt et storslået bryllup med musik, dans og kage. Da den onde dronning hørte, at Snehvide var i live og skulle giftes med en prins, blev hun så vred, at hun løb sin vej og blev aldrig set igen. Snehvide og hendes prins boede på slottet, og de syv dværge besøgte dem hver søndag. Og de levede alle lykkeligt til deres dages ende.