Der var engang, langt ude på landet, en smuk sommerdag. Hveden var gylden, havren var grøn, og nede ved vandet sad en andemor på sin rede. Hun havde siddet der i meget lang tid. Et efter et begyndte æggene at slå revner. Pip! Pip! Små gule hoveder kiggede frem. "Rap! Rap!" sagde andemor, og alle ællingerne kiggede ud på den store, grønne verden. Men der var et æg tilbage. Det var meget stort og meget stille. En gammel and kom på besøg og kiggede på reden. "Det er et kalkunæg!" advarede hun. "Lad det ligge, og gå ud og lær de andre at svømme." Andemor kiggede på det store æg. "Nej, jeg har ruget så længe," sagde hun. "Jeg vil ruge lidt endnu." Pludselig rokkede det store æg lidt. Knæk! Et stykke skal faldt af.

Ud væltede den sidste fugleunge. Men åh nej! Den var ikke gul og dunet. Den var stor, grå og så meget klodset ud. "Det er en forfærdelig stor ælling," sagde andemor. "Den ligner slet ikke de andre." Næste morgen skinnede solen klart. Andemor tog sin familie med ned til voldgraven. Plask! Hun sprang i vandet. "Rap! Rap!" kaldte hun, og den ene ælling efter den anden hoppede i. Vandet slog over hovedet på dem, men de dukkede lige op igen og flød så fint. Så var det den store, grå ællings tur. Den stod på kanten af den mudrede bred. Den gamle and havde sagt, at den var en kalkun, og kalkuner kan ikke svømme. Andemor holdt vejret, da den grå ælling sprang.

Den svømmede! Faktisk svømmede den rigtig godt og holdt hovedet højt. "Den er ikke en kalkun," sagde andemor stolt. "Kom så, børn! Vi skal hen i andegården for at møde de andre dyr." Men andegården var et larmende, skræmmende sted. De andre ænder stirrede på den grå bror. "Se, hvor grim den er!" hvislede en and og bed den grå ælling i nakken. Selv hønsene hakkede efter den. En stor kalkun pustede sig op som et skib for fulde sejl, blev rød i hovedet og gokkede højt lige op i den stakkels ællings ansigt. Dag efter dag blev det værre. Selv dens egne brødre og søstre sagde: "Bare katten ville fange dig, din grimme tingest!" Den stakkels ælling kiggede på det lave hegn. Den var ked af det og bange.

Den traf sit valg. Den lukkede øjnene og fløj over hegnet! De små fugle i buskene fløj forskrækkede væk. "Det er, fordi jeg er så grim," tænkte ællingen. Den løb, indtil den nåede den store mose, hvor vildænderne boede. Den var træt og ensom. Den blev der i to dage og prøvede at gemme sig under sivene. Pludselig—Bang! Bang! Der var jægere overalt i mosen! Krudtrøg hang som skyer over vandet. Plask! Jagthunde sprang i vandet og padlede gennem mudderet. Den stakkels ælling var rædselsslagen. Den drejede hovedet for at stikke det under vingen, men lige i det øjeblik dukkede en frygtindgydende stor hund op lige foran den! Tungen hang ud af munden på den, og dens øjne stirrede. Hunden stak sin store snude helt hen til ællingen.

Hunden snusede... og så plask! Den gik sin vej uden at røre den. "Åh, gudskelov," sukkede ællingen. "Jeg er så grim, at selv hunden ikke vil bide mig." Den lå stille, indtil solen gik ned. Så løb den, så hurtigt dens fødder kunne bære den. En storm begyndte at blæse. Vinden var så stærk, at ællingen måtte sidde på sin hale for ikke at blæse væk! I mørket så den et lille hus. Det var gammelt og faldefærdigt, men det gav læ. Døren havde mistet sit nederste hængsel, hvilket efterlod en sprække, der var lige stor nok til at klemme sig igennem. Rystende og våd smuttede ællingen indenfor. Men huset var ikke tomt. I hjørnet holdt glødende øjne øje med den.

En gammel kone boede der med sin kat og sin høne. Katten kunne skyde ryg og sprutte. Hønen havde korte små ben og lagde gode æg. Om morgenen så de den mærkelige ælling. "Kan du lægge æg?" spurgte hønen. "Nej," sagde ællingen. "Kan du skyde ryg og spinde?" spurgte katten. "Nej," sagde ællingen. "Så er du til ingen nytte," sagde de. Ællingen sad i hjørnet og var ked af det. Den huskede den friske luft og solskinnet. Den huskede, hvor dejligt det føltes at flyde på vandet. "Jeg vil ud at svømme," sagde ællingen til hønen. "Du er skør," klukkede hønen. "Spørg katten. Han er den klogeste, jeg kender. Spørg ham, om han kan lide at svømme!" Døren stod åben. Udenfor blæste efterårsvinden med bladene.

Ællingen vidste, at den ikke hørte til i huset. Den vraltede ud i efterårsverdenen. Den svømmede og dykkede, men alle dyrene ignorerede den, fordi den var så grim. En aften, da solen var ved at gå ned, kom en flok smukke fugle frem fra buskene. Ællingen havde aldrig set noget så dejligt. De var blændende hvide med lange, yndefulde halse. Det var svaner. De udstødte et mærkeligt, højt skrig, spredte deres prægtige vinger og fløj højere og højere. Den grimme ælling snurrede rundt i vandet som et hjul og strakte halsen op mod dem. Den elskede dem mere, end den nogensinde havde elsket noget. Men vinteren var på vej. Vejret blev koldere og koldere. Dammen begyndte at fryse til. Ællingen måtte padle med benene hele tiden for at holde vandet fra at fryse helt til. Pludselig var den for træt til at bevæge sig. Isen lukkede sig omkring den og fangede dens ben. Den sad fast i isen!

Tidligt næste morgen kom en bonde forbi. Han så den stakkels fugl, slog isen i stykker med sin træsko og bar den med hjem. Varmen i bondehuset bragte ællingen til live igen. Men bondens børn ville lege med den, og ællingen var rædselsslagen! Den troede, de ville gøre den fortræd. I panik flagrede den op—plask!—lige ned i mælkespanden! Mælken sprøjtede overalt. Bondekonen skreg og slog ud med hænderne. Skræmt af larmen fløj ællingen ned i smørkarret og derefter i meltønden! Åh, sikke et syn den var! Børnene lo, hunden gøede, og konen jagede den med en ildtang. Døren blæste op. Ællingen kravlede ud i sneen. Det var bidende koldt, og den havde intet sted at gå hen.

Det ville være for trist at fortælle om alle de strabadser, den stakkels ælling led den lange, hårde vinter. Men den overlevede. Endelig begyndte solen at skinne varmt igen. Lærkerne sang. Det var forår! Ællingen baskede med vingerne. De føltes stærkere end før. Den fløj, indtil den landede i en stor have med æbletræer og syrener. Og der, svømmende på vandet, var tre smukke, hvide svaner. "Jeg vil flyve hen til dem," tænkte den. "De hakker mig måske til døde, fordi jeg er så grim, men jeg er ligeglad. Det er bedre at blive dræbt af dem end at blive bidt af ænder eller hakket af høns." Den svømmede mod de kongelige fugle. De skyndte sig hen for at møde den med oppustede fjer. "Slå mig ihjel!" hviskede den stakkels skabning og bøjede hovedet ned mod vandet, mens den ventede på enden. Men da den kiggede ned, så den sit eget spejlbillede i det klare, blå vand.

Den så ikke en klodset, mørkegrå fugl. Den så en svane! Den var ikke længere en grim ælling. Den var en smuk, hvid svane! De store svaner svømmede rundt om den og strøg den med deres næb for at byde den velkommen. Nogle børn kom ind i haven med brød og kage. Det yngste barn råbte: "Se! Der er en ny!" Og de andre børn råbte: "Ja, der er kommet en ny! Den er den smukkeste af dem alle!" De gamle svaner nejede for den. Den nye svane følte sig meget genert og gemte hovedet under vingen. Den var så glad, men ikke stolt, for et godt hjerte er aldrig stolt. Den brusede med fjerene, bøjede sin slanke hals og tænkte: "Jeg drømte aldrig om sådan en lykke, da jeg var den grimme ælling." Og den levede lykkeligt til sine dages ende.