Der var engang, midt i en blid, grøn skov, tre små grise. De havde krøllede haler, lyserøde tryner og meget livlige ører. De boede sammen med deres mor, men huset var ved at blive alt for lille til tre voksende grise. En solrig morgen tørrede Grisemor sine hænder i sit forklæde og sagde: "Mine kære små, I er nu store nok til at tage ud i den store, vide verden. I må bygge jeres egne huse. Men husk, uanset hvad I gør, så gør det så godt, I kan, for ude i verden lurer den store stygge ulv." De tre små grise kyssede deres mor farvel. De pakkede deres prikkede lommetørklæder med lidt mad og travede ned ad den støvede vej, mens de sang en glad sang. De følte sig modige og spændte. Men som de gik dybere ind i skoven, blev træerne højere og skyggerne længere. Pludselig lød der et højt knæk fra en kvist bag dem. KNAK! De tre små grise stivnede på stedet.

Grisene så sig omkring, men de så ingenting. "Det var bare vinden," sagde den første lille gris. Han var lidt doven og ville bygge sit hus hurtigt, så han kunne komme til at lege. Lige i det øjeblik kom en mand gående med et stort bundt gyldent strå. "Undskyld, hr.," spurgte den første gris, "må jeg få det strå til at bygge et hus?" Manden sagde ja, og grisen gik i gang. Han stablede stråene op – svish, svush, krasle. Det var ikke særlig solidt, men det var færdigt på en time! Den første gris dansede en glad dans og gik indenfor for at tage en lur på sit bløde strågulv. Han var lige ved at lukke øjnene, da han hørte en lyd udenfor. Det var ikke en fugl. Det var ikke en kanin. Det var tunge, trampende fodtrin. Dump. Dump. Dump. Så bankede en dyb, hæs stemme på døren. Banke-banke-bank. "Lille gris, lille gris, luk mig ind!"

Den lille gris kiggede ud gennem en sprække i strået. Det var ulven! Han havde store, gule øjne, skarpe, hvide tænder, og han så meget sulten ud. "Nej, nej, ved hårene på min hage-hage-hage!" hvinede den lille gris. "Jeg lukker dig ikke ind!" Ulven grinede et tandfyldt smil. "Så vil jeg puste, og jeg vil pruste, og jeg vil blæse dit hus omkuld!" Ulven tog en dyb indånding. Han sugede så meget luft ind, at hans brystkasse pustede sig op som en kæmpe ballon. Træerne svajede, og bladene hvirvlede rundt om hans fødder. Den lille gris gemte sig skælvende under sin stol. Ulven lænede sig forover, klar til at slippe al luften løs.

SVUUUSH! Ulven blæste et mægtigt vindstød! Stråhuset havde ikke en chance. De gyldne strå fløj overalt – op i træerne, op i himlen og ud over hele jorden. Huset var væk! Den lille gris hvinede og stak af sted på sine fire små ben. "Hjælp! Hjælp!" råbte han. Han løb så hurtigt som vinden, med ørerne blafrende bag sig. Den store stygge ulv slikkede sig om munden og satte efter ham. Hans store poter bankede mod den støvede vej. Den lille gris kunne høre ulven komme tættere og tættere på. Han kunne næsten mærke ulvens varme ånde på sin krøllede hale! Lige forude så den lille gris sin bror stå ved et nyt hus lavet af pinde. Han var kun få skridt væk!

Den anden lille gris havde bygget sit hus af pinde, han havde samlet hos brændehuggeren. Det var lidt stærkere end strå, fyldt med kviste og grene, der var flettet sammen. Han så sin bror komme løbende og åbnede hurtigt døren. Den første gris dykkede indenfor, og SMÆK! De låste døren i sidste øjeblik. "I sikkerhed!" gispede den første gris. "Bare rolig," sagde den anden gris. "Mit hus af pinde er stærkt." Men udenfor blev der stille i skoven. Fuglene holdt op med at synge. De to små grise krøb sammen i et hjørne. Så dukkede skyggen af to spidse ører op på rullegardinet. "Små grise, små grise, luk mig ind!" knurrede stemmen, højere end før. "Nej, nej! Ved hårene på vores hage-hage-hager!" råbte brødrene i kor. Ulven knurrede. "Så vil jeg puste, og jeg vil pruste, og jeg vil blæse jeres hus omkuld!" Huset af pinde knirkede og stønnede. Ulven gjorde sig klar til at blæse hårdere, end han nogensinde havde gjort før.

Ulven pustede. Han prustede. Og så—BRØØØL! Han blæste med en storms kraft! Pindene raslede og rystede. Knæk! Brag! Smæld! Trævæggene begyndte at bøje. Taget løftede sig lige af toppen af huset! Med et forfærdeligt brag faldt huset af pinde sammen i en bunke brænde. De to små grise kravlede ud af murbrokkerne. De var dækket af støv, men de stoppede ikke for at ryste det af. De løb! De løb mod bakken, hvor den tredje bror boede. Ulven var rasende nu. Han var meget sulten og meget gnaven. Han spurtede efter dem og klaprede med kæberne. Smæk, klap, smæk! Grisene så et smukt, rødt hus forude. Det så meget solidt ud. Døren var lavet af tungt egetræ. De kæmpede sig hen imod det, men deres ben var ved at blive trætte. Ulven var lige i hælene på dem!

Den tredje lille gris var den klogeste og mest flittige af dem alle. Han havde brugt dage på at lægge tunge, røde mursten og fuge dem med klistret mørtel. Han hørte larmen og slog sin tunge egetræsdør op. Hans to brødre faldt ind, gispende og pustende. KLANG! Den tredje gris smækkede døren i og låste den med en stor jernnøgle. "Her er I i sikkerhed," sagde den tredje gris roligt. Han pustede til en brølende ild i pejsen. Udenfor bankede ulven på den tunge dør. BANK! BANK! BANK! "Små grise, små grise, luk mig ind!" brølede han. "Nej, nej! Ved hårene på vores hage-hage-hager!" skreg alle tre grise. Ulven lo. "Så vil jeg puste, og jeg vil pruste, og jeg vil blæse jeres hus omkuld!" Han tog den dybeste indånding i sit liv. Hans ansigt blev lilla. Han blæste, indtil græsset lagde sig fladt ned, og træerne bøjede sig forover. Vinden ramte huset—SVUUUSH!

Murstenshuset flyttede sig ikke. Det rystede ikke engang! Ulven pustede igen. Og han prustede igen. Han blæste, indtil han slet ikke havde mere luft. Han faldt om på græsset, hvæsende og hostende. Murstenshuset stod højt og stærkt mod den blå himmel. Ulven indså, at han ikke kunne blæse dette hus omkuld. Han var rasende! Han gik frem og tilbage og knurrede for sig selv. Han kiggede på de stærke mure. Han kiggede på den låste dør. Så kiggede han op. Han så skorstenen på taget. Den var bred og åben. Et snedigt smil bredte sig over ulvens ansigt. "Hvis jeg ikke kan blæse mig ind," hviskede han, "så kommer jeg ned fra toppen." Han begyndte at klatre op ad siden af huset og borede sine kløer ind i murstenene. Krads, kras, krads, kras. Indenfor hørte grisene den kradsende lyd på taget. De kiggede på pejsen. De kiggede på hinanden.

"Han er på taget!" hviskede den første gris. "Han kommer ned ad skorstenen!" råbte den anden gris. Men den tredje gris smilede bare. "Hurtigt," sagde han, "tag låget af den store gryde!" En kæmpe jerngryde hang i pejsen, lige under skorstensåbningen. Vandet indeni kogte og boblede. De tre grise tog det tunge låg af og ventede. Oppe på taget slikkede ulven sig om munden. "Her kommer jeg, små grise!" råbte han. Han svingede benene ind i den mørke skorsten og gav slip. Hviiiin! Han gled ned gennem den mørke tunnel, hurtigere og hurtigere! Han troede, han var på vej ned til en lækker middag. Men han gled ikke ned mod gulvet. Han gled direkte ned mod den boblende, kogende gryde med vand!

PLASK! Ulven faldt lige ned i det kogende vand! "AV FOR DEN!" hylede han. Han skød op af gryden som en raket, fløj tilbage op gennem skorstenen og tumlede ned fra taget. Han løb væk ind i skoven, mens han holdt sin brændte hale og hylede hele vejen hjem. Han kom aldrig, aldrig nogensinde tilbage for at genere de tre små grise igen. De tre brødre dansede rundt i stuen, syngende og leende. De to brødre havde lært deres lektie: hårdt arbejde betaler sig. De boede alle lykkeligt og sikkert sammen i det stærke murstenshus, og de levede lykkeligt til deres dages ende. Slut.